V./Jonna Grue

I sin tid som redaktør ved Fyens Stiftstidende skrev Britta Schall Holberg (MF) i samme avis en kronik om kirkegang. - Som et ”ord til eftertanke” bringes kronikken her med forfatterens venlige tilladelse, som Næsby Menighedsråd takker for.


Britta Schall Holberg skriver:

Om at hente kræfter

Vores lokale sognepræst skrev for en tid siden en ordentlig opsang til menigheden: Hvis I ikke slutter op om jeres kirke, så har I vist, at I er ligeglade med, om den er der eller ej.

Sætningen har skurret i min øren lige siden. Mens man sidder der med krydderne og søndagsavisen, sniger den dårlige samvittighed sig ind på én. Manden har jo ret: Vil vi have kirke, må vi komme.

Der er så mange gode eller mindre gode undskyldninger, bl.a. den, at man godt kan være tro-ende uden at gå meget i kirke. Og det kan man da bestemt, men det er for dumt at sidde om søndagen og tænke på, at man burde have været i kirke. Sådan har jeg haft det i al for lang, travl tid. Det har ærgret mig, for jeg ved meget om, hvor meget søndagens kirkegang kan fylde i ens sind i den uge, der ligger forude, og hvor meget den kan få sat på plads af alt det, der er tænkt og sket i ugen, der gik.

Der er mennesker, der finder den danske gudstjeneste kedelig. Jeg har det stik modsat.

Jeg husker en dame, der engang skrev en kronik om, hvordan hun havde fået taget sig sam-men til at forsøge sig med at sætte sine ben ind over kirkens dørtrin. Hun satte sig bagest, lige ved døren og satte sig til at vente på, at den opreklamerede fællesskabsfølelse skulle indfinde sig. Hun kendte ikke teksterne. Hun kunne ikke synge med på salmerne. Hun fik til fulde be-kræftet sine værste anelser: hun opleverede overhovedet ikke noget fællesskab. Tænkte hun det ikke nok…… og så fór hun hjem og skrev, at det var bestemt sidste gang, hun skulle ud-sættes for sådan en skuffelse. Hun havde ikke fået leveret varen.

Det herlige er, at Vorherre ikke er købmand. Her får man ikke den vare, man umiddelbart for-venter eller selv bestemmer. Vorherre sætter selv dagsordenen.

Jeg tænker tit på, hvordan mennesker egentlig får deres tilværelse til at hænge sammen, hvis de kun har sig selv som centrum, hvis de ikke føler sig sat ind i en forpligtet sammenhæng, som rækker ud over dagen og vejen. Hvis ikke man har en følelse af, at der er noget, der er større end én selv – kan man så virkelig få mening i sin tilværelse? Og hvad har man at stå imod med, når sorger og svære ting rammer en?

De, der synes, den danske gudstjeneste er kedelig, må have det som den kronik-skrivende dame, der bare sad og var tilskuer til en ukendt forestilling.

Men man må jo yde selv. jeg sad og tænkte på det forleden søndag, hvor jeg måtte af sted og gik alene.

Vi var ikke mange. Men vi kendte hinanden, flere af os. Hilsener intonerer glæden, ja, forventningen. Man sidder der med sin salmebog og finder salmerne og tænker, hvorfor nu lige den er valgt… og den. Forbereder sig også indeni. Glæder sig til at synge. Tænker på den trang og den tankestrøm, der bragte én herind som en nødvendighed.

For en gudstjeneste er ikke underholdning. En gudstjeneste er medleven. Det er ritualerne, det er teksterne, det er sangen, det er lyset ind ad vinduerne, det er tankerne, der går på langfart. Det er tankerne, der falder på plads, det er medleven i præstens prædiken.

Den gode prædikant kan sætte sine kirkegængere på hårdt arbejde, fordi der skal tænkes med. Kirkegang er et spark bagi.

Man kommer med hovedet fyldt af dagligdag, ting, man er midt i, problemer, der skal løses…. og så kan det forunderlige ske, at roen pludselig giver fred til at tænke ting igennem.

Men det hænder lige så tit, at samværet, ritualerne, prædikenen, salmerne går op i en højere enhed med det, man har gået og bokset med. Det kan være en sætning, der rammer, eller en sammensætning af salmer, som på det fineste understreger teksterne. Man kan sidde og glæ-de sig over præstens og organistens helt klare samarbejde, der gør dette søndagens helle til en helhed.

Jeg kan sidde og lave æselører i min salmebog, fordi jeg pludselig bliver ramt af ord, som bli-ver til den dybeste mening for mig. Mine egne tanker bliver sat på plads eller sat i gang i en forunderlige indre spænding. Andre gange kan man bare sidde og slet ikke høre efter, fordi man har brug for at sidde i rummet og være. Netop, fordi det er kendt stof, er det godt at sid-de og opleve gentagelsen på sin bænk, omsluttet af indre, fortættet ro.

(Britta Schall Holberg)

Billedhuggeren og teologen Hein Heinsen om en af sine yndlingssalmer.


V./sognepræst Lene Nørgaard

Er der en salme, som betyder noget særligt for dig? 

Ja, Kingos "Nu rinder solen op af østerlide" beskriver det allervæsentligste i kristendommen, nemlig at alt gives os oppefra. Kristendommen er ikke en lovreligion, hvor frelsen afhænger af menneskets anstrengelser. Vi har en statsminister, der taler om "noget for noget", men i denne salme har mennesket intet gjort for at fortjene Guds nåde.

Er der en formulering i salmen, som du holder særligt af?

Der står: "Hver morgen i min skål en nåde uden mål til mig nedflyder." Jeg holder meget af skålen som billede. Den er en bøjet figur, der er åben opad og kan modtage. Derimod er en pyramide, som er bygget ved hjælp af menneskets anstrengelse, lukket og spids opad. Når de figurer mødes, opstår der er en spænding, som kan sammenlignes med konflikten mellem lov og evangelium. Jeg ser kunst som en bygning nedefra, hvorimod kristendommen er en bygning oppefra. Disse to mødes i salmen, som jo er en æstetisk, menneskeskabt form. Der sker altså en spænding, når man forener kunst og kristendom.
 

Fra interview i Kristeligt Dagblad 22. juni 2006.

v./Jonna Grue

Ensom

To gamle rynkede hænder
engang de slæbte og sled,
nu ligger de stille i skødet
for ingen behøver dem mer’.

En gammel hånd stryger planløst
langs bordpladens slidte kant.
Så synker den atter i skødet,
den søgte, men intet fandt.

To gamle falmede øjne
mod døren, hvor skridtene lød;
men trinene fjerner sig atter
en lyd, der intet betød.

To gamle blegnede læber
former utydelige ord.
”Måske kommer de i morgen,
og så gør i dag ikke spor”.

Ovenstående digt bringes med venlig tilladelse fra forfatteren, Lissi F. Scheel-Thomsen, Randers.

Det er et digt, som måske umiddelbart hensætter én i en følelse af vemod og tristesse. Men kunne det samtidig blive anstødssten til eftertanke og handling hos én og anden, var det vel ikke så galt!

Vi lever i en hektisk tid og har så frygtelig travlt, store som små. Men spørgsmålet er, om alt vort hastværk spærrer for udsynet?

Alle vi mange, som har gamle mennesker i familie eller bekendtskabskreds, tænker vi på, hvor lidt der skal til for at glæde et gammelt menneske – og på, hvor meget vi måske snyder os selv for? Og alle I børnebørn med jeres spændende tilværelse, prøv at tage jer tid til at dele lidt af den med jeres gamle bedsteforældre, som er så stolte af jer og, som håber på at høre fra jer. Og I vil få en masse igen.

Jeg bruger med vilje ordet ”gammel” – et ord, der ellers af misforstået hensyn omskrives og forfladiges til udtryk som ”tredje alder”, ”ældre” el. lign. og, hvorfra der ikke er langt til at tænke det ringeagtende udtryk ”ældrebyrden”. Nej, ordet ”gammel” er et smukt ord, der signalerer ro – tid – erfaring – livsvisdom. Og erfaren mand er god at gæste, hedder det. Men fraværet af ”gæsterne” – alle vi travle mennesker – springer alt for tit i øjnene og bliver især tydeligt for vore gamle op til  højtider og ferieperioder.

Så hvad med at prøve et par af følgende forslag, som er overkommelige selv for travle mennesker:

Ræk en hånd eller smil til den gamle, du møder på din vej.
Eller løft røret og ring til den eller de gamle, du kender.
Eller bedre: skriv et brev, kort eller langt som du evner, og fortæl lige ud ad landevejen om din hverdag og, hvad du oplever. Et brev kan tages frem og varme igen og igen.
Eller allerbedst: tag dig tid til at aflægge et besøg og læg øre til, hvad den gamle kan fortælle om et levet liv eller om, hvad der trykker, måske også af tunge tanker, ensomhed, tvivl eller angst.

Og så skal du bare se, hvad der kan ske! Den gamle lyser op i et smil, og øjnene får ny glans. Nu kan et gammelt menneske glædes over at være blevet set og måske endda dele sin glæde med andre. Og du? – Ja, du vil kunne opleve, at du selv går beriget videre.

”Ingen kan hjælpe alle, med alle kan hjælpe én”. Hvis hver af os ud fra den devise standser op i vores travlhed og tænker på bare én, er der lidt færre, som skuffes af trin, der gik døren forbi.

Tid er den kosteligste gave, siges det. – Skal vi give os selv den gave, at vi giver lidt af vores tid til et gammelt, måske ensomt menneske?