Tilbage til forsiden
 
 
Sogneanalysen



Introduktion til sogneanalysen ved formanden for menighedsudvalget Jonna Grue.


I maj 2006 afholdt Kirkefondet v./konsulent, cand. teol. Sabine Kleinbeck en temadag for menighedsråd og personale ved Næsby Kirke.


Med afsæt i Kirkefondets analyse af vort sogn med tilhørende statistisk materiale var formålet at få en grundig drøftelse af nogle overordnede punkter, som f.eks.: hvordan ser Næsby Sogn ud (befolkningssammensætning m.v.)? Anvender vi kirkens ressourcer optimalt? Er der ting, vi som menighedsråd med fordel kunne tage op eller vægte højere? Er der opgaver, som med fordel kunne løses af andre? Hvilke udfordringer og visioner ser vi for de kommende år?


Dagen var for råd og personale et frugtbart samarbejde, og der opstod i dette samspil mange ideer og visioner, som gav inspiration til det videre arbejde ved kirken.


Næsby Sogn kan karakteriseres som en mellemting mellem et land- og et bysogn. Sognet er befolkningsmæssigt bredt sammensat. Der er især mange børnefamilier og mange midaldrende og ældre mennesker samt førtidspensionister. Uddannelsesmæssigt er der relativt mange med erhvervsfaglig uddannelse. Sammenlignet med landstallene har sognet en stor andel af folkekirkemedlemmer i samtlige aldersgrupper. Medlemstallet blandt børn og unge har været stigende siden 1990. - Disse fakta gav anledning til overvejelse af forskellige muligheder, tendenser og fokusområder, f.eks.:

  • Er der ressourcestærke pensionister, som kunne inddrages i det kirkelige arbejde? 
  •  Kirken har gode muligheder for at møde mennesker ved dåb og begravelser
  • Skal kirkens kommunikation i hovedsagen være sproglig/abstrakt eller mere oplevelsespræget, og skal den bygge på kontinuitet i det, vi gør, eller vægte det mere midlertidige med enkeltstående arrangementer?
  • Børn og unge er et vigtigt fokusområde, hvor indsatsen bør fastholdes og  forstærkes (babysalmesang, korarbejde, konfirmandarbejde o.a.)

Temadagen mundede ud i nogle fælles visioner/ønsker for kirkens virke og dermed menighedsrådets og personalets fælles bestræbelser:

  • Kirken skal stå ved, at den er kirke, og være et sted, hvor man kan høre Guds ord på en forståelig måde, og hvor man kan finde ro
  • Kirken skal bevare sine ritualer og traditioner, men skal samtidig forstå at tilpasse sig tiden, så den til stadighed udgør en del af folks hverdag, er nærværende i lokalsamfundet og indbyder til et blomstrende menighedsliv

Den fælles målsætning pegede bl.a. på, at

  • Vi skal give mennesker gode anledninger til at opsøge kirken
  • Der skal være synlighed om det, der foregår
  • Vi skal være åbne for indvandrede, f.eks. via kirkens tværkulturelle arbejde
  • Vi skal være opmærksomme på diakoni i bred forstand, f.eks. via besøgstjeneste/aflastning
  • Vi skal have fokus på kirkens undervisning ”fra vugge til grav”

Har man interesse i at se Kirkefondets analyse i detaljer samt det statistiske materiale, så klik her.

 
Sogneanalyse i sin fulde helhed. PDF - format

Sogneanalyse i sin fulde helhed. Wordformat.

Sogneanalyse. Regneark statistik

 

 
 
 l#S Næsby Sogn • Kirkekontoret • Bogensevej 92 • 5270 Odense N