Du er her: 

Vikaren: En trækfugl kom forbi!

Af: Af Vibeke Hammerum
Når disse linjer læses, har jeg forladt Næsby kirke og er på vej til mit næste vikariat i Rudkøbing!

På nær et par dage fik jeg et tre måneders vikariat for Marie Holm, som havde forældreorlov. Jeg skulle egentlig have været her til den 7. november, men når jeg ikke tog de sidste to uger med, skyldes det, at jeg sidste vinter dristede mig til at bestille en rejse til USA! Og den nænnede jeg altså ikke at afbestille, trods alt! Jeg skriver ”trods alt”, fordi jeg har været meget glad for at vikariere her i sognet og gerne ”havde gået tiden ud!” I stedet har Uffe Kærup fra Bellinge lovet at dække de sidste uger ind, inden Marie vender tilbage. 

Ordet vikar kommer af vicarius, der betyder stedfortræder. Jeg trådte i Maries sted, passede hendes opgaver efter bedste evne, selv om jeg ikke er som hende! Og heller ikke skal være det. Jeg kom, ”med alt det, der var mig”, som der står i en yndet sang, og som sådan tog næsbyborgerne godt imod mig! 

Min ansættelse her i Næsby indebar to nye ting: For det første blev jeg pendler! Jeg har aldrig før boet i én by og arbejdet i en anden! Nu skulle jeg så køre 20 km på motorvejen mellem Nyborg (hvor jeg bor p.t.) og Odense og tage en tur på omfartsvejene, indtil jeg nåede Bogensevej i Næsby. Det gik bedre end frygtet, og jeg fandt snart ud af, hvordan man bedst undgår myldretidskøerne! Odense N har indtil nu været et blindt punkt på mit landkort, men jeg nåede da at komme pænt rundt i sognet - med tilliggende - og endelig fandt jeg også ud af, hvor Odins bro ligger! 

Nu krydsede jeg den to gange dagligt, og jeg nåede skam også at se den svinge rundt flere gange! 

For det andet blev jeg præst på en ny måde! Jeg fik en præstekollega og dedikerede folk omkring mig, både ansatte og frivillige. Kort sagt, jeg blev ”bypræst”, selv om jeg klart fornemmede en landsbystemning i Næsby. I mine hidtil 22 år som præst havde jeg kun virket i landsogne. 

Deraf tilbragte jeg 21 år som sognepræst i 

Svanninge sogn, der strækker sig mod nord og vest for Faaborg. Det er – lidt usædvanligt - ét sogn med to kirker, og antallet af sognebørn er under en tredjedel af Næsbys, så der er færre økonomiske og menneskelige ressourcer at gøre godt med. Jeg var alenepræst, og da der ikke var en kordegn, måtte jeg selv klare kirkebogsarbejdet og andre administrative gøremål. Selv om jeg havde hjælp til nogle praktiske opgaver, var der ikke så mange hjælpende hænder, at man kunne holde et aktivitetsniveau, som dét Næsby kirke tilbyder. Men sådan er vilkårene nu engang i mange landsogne. 

I Næsby kunne jeg koncentrere mig om de egentlige præsteopgaver, og det viste sig hurtigt, at der var nok at tage sig til! Ud over de ordinære søndagsgudstjenester havde jeg mine første mad-gudstjenester, jeg havde en ”store dåbslørdag”, og jeg mødte adskillige Næsbyborgere i både glæde og sorg. 

Hver morgen, når jeg drejede ud på de sidste 300 meter på Bogensevej, glædede jeg mig til at møde på kontoret i sognegården. Jeg glædede mig både til og over det kollegiale samvær! Og jeg glædede mig over synet af Næsby kirke, som ligger højt og smukt på sin bakke, næsten som et vartegn for sognet. Jeg nåede også at blive fortrolig med kirkerummet og at føle mig hjemme i det! 

Jeg fik tre dejlige måneder i Næsby, og jeg kommer gerne igen en anden gang, hvis der bliver brug for det! Tak til sognebørn og menighed, tak til menighedsrådet, tak til Marie og Dennis for deres gode råd og støtte, og tak til alle gode medarbejdere og frivillige ved kirken. 

Pas godt på jeres dejlige kirke, slid godt på den!

Del dette: